Forkultivering af bønner

Bønner hører med til de grøntsager, der har et højt indhold af vitaminer. Måske kan man ikke så godt lide bønner, der er kogt for meget. Når du selv dyrker dem, så prøv at spise dem direkte fra planten i haven - så smager de godt!

Der findes rigtig mange forskellige bønnetyper og bønnesorter. Nogle bliver høje og kræver stativ, for at kunne vokse op, andre er små buske, som kun bliver 30 cm høje. Nogle er grønne, andre er lillablå, gule eller rosafarvede. Anvendelsesmulighederne er mange og smagen er varierende, men dog smager bønner, som bønner nu smager.

Drillende frø
Bønnefrø er store. De er ikke altid vilde med at spire, da de hader kulde. Når kalenderen er fremme ved d. 20 maj, og vejret er relativt lunt, kan man så bønner. Får duerne øje på processen, kan de godt være årsag til, at bønnerne ikke blev til noget - de elsker bønnefrø! Besværet med at så dem først i potter, kan derfor godt betale sig. Så dem sidst i april måned og vent 2-4 uger, inden du planter dem ud.

Bønnestativer
Placér lodrette stolper med ca. 1 m mellemrum. Flet hasselgrene, birkegrene eller andre grene imellem de lodrette stolper. Hønsenet kan også anvendes mellem stolperne. Rionet, som jo er ubehandlet metal, kan også anvendes til bønnestativ. Kæppe af bambus, hassel eller andre træer kan placeres, så de ligner en tipi. Bind dem sammen i toppen og plant/læg bønner rundt ved alle kæppene. Stativet vil blive utrolig flot og kan jo også sættes i blomsterbedet. Hvis man vil, er der plads til bønner mange steder. Vælger man nogle af de dekorative sorter med lilla blomster og bønner, kan planten jo anvendes som prydplante, uden man behøver at høste og spise.

Nøjsomme planter
Bønner er nemme, når først de er spiret frem. Det er ikke næringskrævende planter, så de kan vokse på selv de mest sandede jorde. Du behøver altså ikke at gøde dem. Bønner er som sagt varmeelskende planter. I en kølig og våd sommer bliver de ikke så store, mens de en dejlig varm sommer bliver ganske store. Sæt derfor altid bønner et sted, hvor der er rigeligt med sol.